Gå til hovedindhold

Borgerdrevne initiativer

I Aarhus er vi så heldige, at her findes mange engagerede mennesker, der frivilligt gør en kæmpe indsats for at holde vores by og natur ren og fri for affald.

  • Læs op

Indhold

    Rundt om i Aarhus Kommune er der rigtig mange, der yder en indsats for at gøre Aarhus en ren og smuk by. Ofte gør folk det i deres lokalområde med familien eller når de lufter hunden. Andre er mere organiserede og gør det i større fællesskaber.

    Som kommune ønsker vi at understøtte de gode initiativer fra vores medborgere, hvorfor vi både udlåner udstyr til større indsamlinger og tilbyder gratis affaldskits til husstande i kommunen.

    Hvis du også ønsker at bidrage, kan du bestille et gratis affaldskit eller udstyr til en affaldsindsamling:

    Bestil et affaldskit til din husstand
    Lån udstyr til din affaldsindsamling via Brug Aarhus

    Sådan kan du være med til at give byen og naturen en hånd:

    Hvem er Skraldegruppen Hasle Bakker og Skjoldhøjkilen?
    Gruppen startede i april 2016, hvor Per Larsen havde en artikel i Aarhus Onsdag. Han kunne godt bruge hjælp til at samle affald, og så meldte Inge sig. Vi vil gerne holde det område rent, som vi selv bor i. Det er dejligt at gøre noget godt for området, og vi oplever, at folk er taknemmelige for vores indsats og roser os for den. Vi har det hyggeligt, når vi mødes, og vi slutter af med kaffe i kirken.

    Hvor samler I ind?
    Vi samler fortrinsvis skrald på Jernaldervej, Holmstrupgårdsvej og i Skjoldhøjkilen.

    Hvor mange er I?
    I dag er vi ni i gruppen.

    Hvordan bliver man en del af jeres gruppe?
    Nogle medlemmer er kommet med, fordi vi har mødt dem på vores skraldeture. Andre er naboer eller bekendte, som vi taler med. Fælles for os alle er, at vi bor i området.

    Kontakt os på mail: larsen12per@gmail.com

    Et billede, der indeholder tøj, person, udendørs, plante

Automatisk genereret beskrivelse

    Hvem er En for holdet?
    En for holdet er en gruppe af frivillige, der samler affald både individuelt og i grupper. Gruppen er meget aktiv og medlemmerne melder løbende ind, hvor meget der indsamles, hvilket årligt giver overraskende store mængder - i 2023 samlede gruppen næsten 15 tons affald.

    En for holdet blev startet af Lisbeth Olesen i foråret 2021. I en årrække havde hun samlet affald på eget initiativ, hvorefter flere begyndte at vise deres interesse for at komme med hende ud på ture og gøre en forskel. Det blev startskuddet til En for holdet.

    En for holder har siden fået presseomtale, hvor du kan læse meget mere om deres store indsats. 

    Hvor samler I ind?
    Gruppen samler i hele kommunen og er begyndt at starte op i andre kommuner. Nogle samler på deres gåture med hunden, andre på deres vej til og fra arbejde, og nogen tager ud i områder, hvor de har set meget affald, og dertil organiserer gruppen fælles affaldsindsamlinger. 

    Hvor mange er I?
    Facebookgruppen har mere end 600 medlemmer.

    Hvordan bliver man en del af jeres gruppe?
    Gruppen er organiseret på Facebook, og alle er velkomne til at deltage. Gruppen har et dejligt og rummeligt fællesskab omkring opgaven.

    Billedet er fra 1. januar 2024, hvor En for Holdet samlede over 800 kg affald på Aarhus Ø.

    Ren Natur samler foreningsliv, kommuner og erhvervsliv i kampen mod affald i naturen.

    Danskernes ønske om at tage medansvar for en ren natur er stigende, og det er efterspørgslen efter koordinerede og organiserede lokale aktiviteter i kampen mod henkastet affald også. Derfor samarbejder Ren By Aarhus med Ren Natur.

    Ren Natur er et frivilligherds- og sponsorkoncept udviklet af Hold Danmark Rent. Med Ren Natur kan lokalforeninger tjene sponsormidler ved at samle henkastet affald op på en rute i kommunen. 

    Alle typer af lokalforeninger kan være med, og foreningerne vælger selv dato og tidspunkt indenfor indsamlingsperioden.

    Det er Hold Danmark Rent som koordinerer indsamlingsruterne i Aarhus Kommune og sørger for at sende udstyr til foreningerne, mens Ren By bestemmer ruterne og sørger for at afhente det indsamlede affald.

    Læs mere om Ren Natur her

    Se ruterne i Aarhus her. Tilmelding åbner til foråret.

    Se, hvad foreninger og naturen får ud af samarbejdet med Ren Natur her.

    Indsamlingen afholdes hvert forår, hvor tusindvis af danskere frivilligt giver naturen en hånd.

    Læs mere her, og se om der er arrangeret en indsamling nær dig - eller opret din egen.

    Organiserer du en indsamling kan du låne udstyr via de ovenstående links.  

    Let’s Do It, World er hovedarrangøren bag den årlige World Cleanup Day. Dagen startede i Estland i 2008 og eksisterede i mange år kun dér, før den i 2017 blev gjort til en global begivenhed. Det er nu verdens største civile begivenhed med millioner af mennesker der hvert år deltager. Målet er at få 5% af verdens befolkning til at rydde op. 

    Let’s Do It, World har allieret sig med én organisation fra hvert land til at være landekoordinator for dagen. I Danmark er det Plastic Change der står for at mobilisere og engagere så mange danskere som muligt til at være med. 

    Organiserer du en indsamling kan du låne udstyr via de ovenstående links.  

    Sidst opdateret: 15. januar 2024